"Inden jeg begyndte at komme i Kvindehuset, var jeg ingenting. Jeg er gået fra 0 til 10. I dag er jeg en anden. Kvindehuset har ændret mig, og det er blevet mit andet hjem." 

 
 

Formålet med foreningen Kvindehuset i Århus er at fremme kvinders mulighed for at føle sig hjemme i det danske samfund. For at kunne begå sig godt må man være fortrolig med sproget og med de rettigheder, pligter og muligheder, man har i samfundet. 

Vedtægter for Foreningen Kvindehuset i Århus  - tryk HER .

Kvindehuset giver mulighed for, at kvinder kan indgå i brede sociale netværk og få og dele viden på en lang række områder til gavn for kvinden selv og hendes familie. Det drejer sig f.eks. om forældreroller og opdragelse, kost og motions indflydelse på sundhedstilstanden, udøvelse af praktiske færdigheder med mere.

Læs mere herunder.

Kvindehuset arbejder for, at den enkelte kvinde kan føle sig hjemme og føle sig nyttig i det danske samfund. I en tryg og anerkendende ramme får hun mulighed for at finde glemte eller uopdagede ressourcer. Hun får styrket sit danske sprog og får viden om det danske samfund. Og vi underviser i de rettigheder og pligter, hun har som borger - etiske såvel som juridiske.

Vi tilbyder støtte og vejledning til både faglige og personlige udfordringer, og især mødet med andre kvinder, der har stået i svære situationer, gør en stor forskel. Med udgangspunkt i tanken om frivillighed og engagement fra husets kvinder er Kvindehuset således et unikt fællesskab og et vigtigt socialt netværk.

Ikke mindst for kvinder og børn, der har levet isoleret og ensomt, danner Kvindehuset grundlaget for livskvalitet og et meningsfyldt liv. Tilsammen styrker disse mange elementer den enkelte som kvinde, mor og medborger.

Kvindehuset kan ses som et drivhus, hvor den enkelte genfinder sig selv og sine ressourcer, bliver styrket og finder mål og mening med livet. Mange bliver efter et stykke tid aktive uden for Kvindehuset: De kan blive frivillige i deres lokalområde, tage en uddannelse, få et arbejde eller danne egne kvindegrupper. Disse kvinder er Kvindehusets ambassadører og viser den bevægelse hos den enkelte kvinde, som vi har som vores ypperste mål.