Et godt sprog er nøglen til øget selvrespekt og vejen til større inklusion. kvindehuset tilbyder kurser, som i trygge rammer skaber bedre sprogkompetencer til to-kulturelle kvinder.

 
 

Sproget er nøglen til inklusion og integration. At føle sig hjemme og forstå det samfund, man indgår i, beror i høj grad på sprogbeherskelse. 

Kvindehuset gennemfører danskkurser på flere niveauer i samarbejde med FO- Aarhus, der leverer folkeoplysningstimer. Vores indsats skal ses i lyset af, at en del kvinder ikke kan leve op til de eksisterende offentlige tilbud om danskundervisning.  Årsagerne kan være højt timeforbrug og for langsom progression i forhold til kursusnormen, eller at kvinderne ikke længere er berettiget til et kursus.

Kvindehuset skaber en tryg ramme om kurserne, hvilket ofte er nødvendigt for kursistens læringsevne. Her finder kvinden ro til at koncentrere sig og lære nyt, og det sociale element i undervisningen gør tilbuddet meningsfyldt på flere niveauer. Det er motiverende for den enkelte.

Læs eksempler på vores tilbud herunder.

Vores indsats på sprogområdet er præget af en række aktiviteter, som er tilpasset den enkelte kvindes behov. Aktiviteterne tager udgangspunkt i opgaver eller udfordringer, som for kvinden er konkrete og virkelige. Her er et par eksempler:

Konceptet sprogvenner er opfundet og udviklet i Kvindehuset.                  Brugeren knyttes til en person med dansk som modersmål, som hun kan praktisere og forbedre sine danskkundskaber med. Dette kan foregå gennem samtaler, læsning af korte tekster eller andre aktiviteter, der fremmer sprogtilegnelsen.                                                                                           Sprogvennerne fungerer desuden som en genvej til forståelse af traditioner og normer i det danske samfund. Ikke så sjældent opstår der venskaber mellem kvinde og sprogven.

 

I Kvindehuset kan vi hver søndag tilbyde lektiehjælp for kvinder under uddannelse. Her får to-kulturelle kvinder den hjælp og støtte, der skal til for at mestre et nyt sprog og et nyt fagområde. Lektiehjælpen har hjulpet mange to-kulturelle kvinder til at bestå deres eksaminer og gennemføre deres uddannelser. Kontakt Liselotte Plesner på mobil: 22813017, hvis du er interesseret i at få eller give lektiehjælp.

Vi afholder introducerende kurser i engelsk, som hjælper kvinderne til at opnå et basalt ordforråd.

Kvindehuset tilbyder kurser og hjælp til it.. Vi satser på at øge brugernes fortrolighed med computeren, de grundlæggende programmer og funktioner samt brug af internettet.